Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRA COMENLUSES SAMTID. 31 Donau; nu er Spørgsmaalet, om der ingen Magt ligger paa denne Forskel i Rejsen, og om begge Dele komme ud paa ét, eftersom de begge tilsidst komme til Wien. V ist har det meget at sige; ti den første kommer tidligere derhen og fortærer mindre og kan hurtigere udrette sine Ærinder, medens den anden bliver hindret af den store Omvej og maa give mere ud; ja det er ikke umuligt, at han gaar fejl af den rette Vej og endogsaa helt forfejler sit Maal. Saaledes gaar det ogsaa i Skolerne.“ Læg hertil de Udtryk, hvormed en anden officiel Indberetning skildrer Disciplenes rent personlige Tilstand i Skolerne: „Tvang, Fortrydelse, Angst, Hovedbrud og Skælven“ og „Prygl, Vrede, Forbitrelse, Ind-°g Udbankning“ som Lærernes daglige Idræt, saa staar Billedet af den lærde Skoleundervisning færdig malet. „Største Delen aser sig træt paa den beske Rod, før de kan faa ringeste Smag af den liflige Frugt, d. v. s. maa pine Livet af sig, før de se eller kende mindste Nytte deraf. De øvrige, som slippe ud af denne Skærsild, have en Tid lang nok at gøre med igen at glemme °g vænne sig af med, hvad de i Forvejen have maattet lære, ihvorvel det kun har gjort dem udygtige til og staaet i Strid med deres endelige øjemed og Forehavende (was sie zu ihrem endlichen Zweck u. Vorhaben untüchtig od. hinderlich, zuvor mit groszer Müh haben lernen müssen).“ Her var nok, der kunde vække Tanker hos én, der som Comenius ikke blot følte Undervisningsmetodens Fejlgreb, men ogsaa snart fik Øjet op for det satte Maals Utilstrækkelighed. I sin Didactica magna skildrer han det lærde Skolevæsens svage Sider med et Eftertryk, der tyder paa, hvor personlig han har følt sig tynget af dem. „Ved Ungdommens Oplærelse“, siger