Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

32 FRA COMENIUSES SAMTID. han, „blev der i Reglen anvendt saa haard en Fremgangsmåde, at Skolerne sædvanligvis betragtedes som Skræmsler for Børnene og som Rettersteder for Begavelserne, og at den største Del af Disciplene, betagen af søsyg Væmmelse ligeoverfor Videnskaber og Bøger, skyndte sig bort derfra til Haandværkernes Boder eller hvilken som helst anden Virksomhed. Og de, som bleve holdte tilbage (enten tvungne af Forældres og foresattes [? promotorum] Vilje eller lokkede af Haabet om en eller anden Værdighed, Videnskaben engang i Fremtiden kunde føre med sig, eller drevne af en naturlig Trang til videnskabelig Syssel), de bleve hverken uddannede paa nogen tilstrækkelig alvorlig eller klog Maade, men tvært imod meget bagvendt og fejlagtig. Ti hvad der særlig burde indpodes i Sjælene, Fromhed. og Sædelighed, det blev særlig forsømt; ingensteds, siger jeg, blev der i Skolerne taget det rette Hensyn dertil (saa lidt som paa Universiteterne, der dog burde være den menneskelige Dannelses Tinder); ud af Skolerne gik der derfor i Almindelighed vilde Æsler og kaade, utæmmede Muldyr i Steden for blide Lam, og en blot Høflighedssminke, et opblæst og unaturligt Væsen, og Øjne, Hænder, Fødder, indøvede i Verdens Daarskaber, var det, de førte med sig i Steden for et mod Dyden henvendt Sind. Og af hvilken anden Grund er dette Tilfældet end den, at der i Skolerne ikke er Tale om at have det rette Liv for Øje? Vidnesbyrd derom er den slappe Tugt i saa godt som alle Skoler, de løse Sæder i alle Klasser og mange fromme Menneskers endeløse Klager, Suk og Taarer. Og er der nogen, som længer forsvarer Skolernes Tilstand? EnArvesyge, der skriver sig fra de første Mennesker, har angrebet os, saa at vi se bort fraLivets Træ og udelukkende