Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

fortidens skoleskuespil. 411 kornede Udtryksmaade laa alle. Melanchton kendte en poetisk Bearbejdelse af Fortællingen, som han den 23. Marts 1539 omstændelig gengiver i et samme Aar som Flyveskrift trykt Brev til Grev Joh. v. Weda; han bemærker udtrykkelig, at det er til Nytte for Ungdommen, han fortæller den. Rektor Lossius i Lüneborg knytter Fortællingen som Tillæg til sin i 1553 udgivne Katekismus og pynter navnlig paa Dialogen i den. Sognepræsten Joh. Baumgarten giver den endelig 1559 det djærveste Tilsnit, idet han „særligen fremstiller den for Forældre og Børn til en kristelig Pædagogia, Barne- og Kirketugt“. Lad os høre, i hvilket Smuds og hvilken Fanatisme den religiøse Stil selv ligeoverfor Børn kunde søle sig i denne Reformationen umiddelbart følgende Tidsalder: „Da Kain saalunde træder hel usømmeligen op baade i Fagter og i Ord, da bliver Vor Herre ogsaa hel vred, skammer og skælder ham grundigen ud. Din grove Æsel, din Slyngel, er du ikke en giov Kumpan, en Grobian og Bondelønnnel? Se, hvor du staai ligervis som et Svin, se, hvor du skuler som en Tyv, lysker dine Hænder, plukker Fjerene af Ærmerne; se kun, hvilke Klatter du har i øjnene, Snot i Næsen, Fraade om Munden, Skidt under Neglene, hvor du skeler gennem øjenvipperne, kender saa lidet Mores som Tugt og Ærbarhed, hvilke dine andre Brødre og Søstre smaa kende, og hvad der er det allersomværste, kan end ikke et Muk udaf din Katekismus, du, som dog er den største og ældste, cter skuld© være ds andre til Eksempel. Ja, du er sandfærdig en Romanist og Vrangkristen, en Papist og Antikrist, en Epikuræer, en fordømt og gudsforgaaen Krop, der saa lidet tror paa Gud som paa hans Ord, og besynderlig af Hovedlærsn om SaJighsden, det er Tilsagnet om Kvindens forjættede Sæd, véd og