Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FORTIDENS SKOLESKUESPIL. 415 mindelige Ulykke -, kulminerede det tyske Skoledrama med Christian Weise, der fra 1678 var Rektor i sin Fødeby Zittau i Øvre ■ Lausitz. Han havde været Sekretær ved den magdeburgske Administrators Hof, hvor han, som han siger, havde faaet Lejlighed til at „prøve sin hidtilværende Studeren paa det politiske (d.v.s. kavallermæssige) Hoflivs Probersten“. Han blev derfor som Skolemand søgt af de store, men droges af sin poetiske Tilbøjelighed stadig hen imod den folkelige Verden og hentede Æmneme til de Romaner, Digte og Skuespil, han skrev, fra det daglige Liv og de lavere Samfundslag, ligesom han var en af de første, der i Undervisningen brød det latinske Sprogs Enevoldsherredømme og hævdede Modersmaalets Ret som Co-menius før ham. Han er en praktisk Skolemand, der ikke har noget godt Øje til de gamle „Skolefukserier“ og ikke vil „bebyrde sine Disciple med frugtesløse An-strængelser, men straks lade dem gøre ligesom, et Skridt ud i det almindelige Liv, for at de ligesom Ørneungerne efterhaanden midt i Skyggen kunne blive henviste til den klare Sols Lys“. Hans Betydning i den dramatiske Litteratur er den, at han polemisk mod de tidligere allegorisk historiske Paradestykkers lange Veltalenhedsmønstre og forskruede tragiske Blomsterstil vender tilbage til den jævne, naturlige Tale og indfører Prosaen i Dialogen med det Formaal for Øje at lade „enhver Person tale efter sit Naturel“. Derfor lyttede han ogsaa — i Følge hans egen Beretning — til Samtaler mellem Vaskerkoner, Værtinder, Kokkepiger og Brændehuggere og nedskrev, hvad han havde hørt. Han forkaster Efterligningen af det antikke Kor og Aristoteles’ æstetiske Autoritet, lader principmæssig Handlingen spille en større Rolle og de tragiske Scener blandes med ko-