Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

416 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. miske. Men det var pædagogiske og ikke litterære Hensyn, der gjorde ham til Skuespilforfatter efter en udstrakt Maalestok. I Zittau som saa mange andre Steder var det nemlig en af Tiden hævdet Skik, at Latinskoledrengene spillede Komedie, og hvert Aar blev der, saavidt Forholdene tillod det, under Ledelse af Rektor opført tre Skuespil i Fastelavnsugen. Men for „at gøre en Ende paa det gamle hedenske Fastelavnsvæsen“ henlagde Weise samtidig med, at Haandværker-nes Optog bleve forbudte, Forestillingerne til Mikkeldags-tiden, og tillige indførte han den Ordning, at der paa den første Dag blev givet et bibelsk, paa den anden et historisk og paa den tredje Dag et frit Stykke, til hvilket han saa undertiden som det fjerde føjede en Earce. Disse Komedier lagde Beslag paa hele Byens Interesse og Omtale, saa meget mere som den intet stadigt offentligt Teater havde. Borgerne følte sig gennem deres medspillende Børn og Slægtninge som Parter i Sagen, og det var en Eest for store og smaa, naar Skoledisciplene trak igennem Byen i deres brogede Teaterkostumer. Skulde man tage Weise paa Ordet, saa var det kun modstræbende, han gav sig ind paa den dramatiske Forfatterbane. Han siger nemlig i Fortalen til sin Skuespilsamling „Lust und Nutz der spielenden Jugend“ 1690: „Jeg er bleven kaldet af Gud til et Sted, hvor man i de sidste hundrede Aar har opmuntret Ungdommen med Komedier, og efterdi det ligesom er blevet regnet for en Mangel hos Rektoren, naar han ikke har følt sig oplagt til saadanne øvelser, saa har jeg føjet mig efter Skik og Brug, og saasom fremmede Stykker mestendels ikke fejle at passe hverken til Stedet eller til Personerne og allermindst til den gode Intention, saa har jeg taget mig det uforlignelige Taal-