Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FOBTIDENS SKOLESKUESPIL. 417 mod i mine faa Fritimer uden nogen Afgang i mit ordinære og ekstraordinære Arbejd hvert Aar at diktere min Amanuensis tre Stykker i Pennen.“ Men naar man ser, hvorledes Skuespil flyde ud af denne Pen - mindst 54 véd man Besked om saa faar man en Tvivl om, hvorvidt en saa udstrakt Virksomhed for Alvor skulde være gaaet for sig helt invita Minerva. Lige saa lidt er det rimeligt, at han med en saadan Ulyst vilde have fastholdt sit pædagogiske Princip om at afpasse Rollerne efter de spillende Personer i den Grad, at Stykkernes Opførelse ikke engang maatte gentages efter kun fire Aars Forløb, „naar enten Hovedpersonerne vare bortdragn e eller Kvindfolkene havde mistet deres Diskant“. T Fortaler, i mange Henseender uvurderlige Guldgruber, hvor det gælder Oplysning om tidligere Aar-hundreders Personal- og Kulturhistorie, gør han Rede for Skuespillenes Øjemed og sin deraf udspringende Forfattermetode. Det er ikke længer Humanisten, der ved Dramaets Hjælp vil udvikle Sansen for den - hvor tit den end misbruges til tom Ordpynt - dog som Forbillede frie og storstilede klassiske Veltalenhed. Lige saa lidt er det Kirkens Mand, der igennem Skuespillets Indtryk paa Sanserne vil slaa Kirkens Lærdomme og Grundsætninger fast. Det er snarest Verdensmanden, der ved passende Æmner vil udvikle Disciplenes Herredømme over sig selv og Evne til at beherske alle Livets mødende Forhold. De skulle ved deres Optræden paa Scenen „opmuntres til en passende hardiesse“ og lære „ligeoverfor mangelunde Objekter at holde deres Mern orie fri for alskens Konfusion; men hvad der til hver Tid er fornødent af Affekter og Miner in sermone pu-blico et privato, det kan overmaade vel blive vist“. Det er ham en Samvittighedssag „ikke at lade nogen Ka- H. T rier: Pædagogiske Afhandlinger II. 27