Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

418 FORTIDENS SKOLESKUESPIL, valer drage bort fra sig i den Stand, at han vel havde udstyret Sjælen med latinske Tanker, men ikke Tungen med nogen anstændig Veltalenhed, end mindre Aasyn og Legem med nogen vindende Mine“. Ogsaa de smaa Drenge maa derfor have Roller at spille, for i Tide at øves i dristig Optræden. Den Veltalenhed, han tænker paa, er ikke den i disse monarkiske Tider lidet anvendelige offentlige Veltalenhed, „da ingen enten ved vigtige Statsaktioner eller ved almindelige Anliggender vil avancere meget, saafremt han vilde forme sit Foredrag over den ciceronianske eller over den aristoteliske Læst,“ men derimod den private Veltalenhed, Kunsten „mere at persuadere Folk i det stille Kabinet end paa den store Plads“. „Endelig stiler alt hen imod, at Dydens og Klogskabens Regler skulle blive rekommanderede i yndige Taler og Eksempler.“ Mærker man ikke i Baggrunden Ludvig XIV’s Tidsalder med Hofmanden til sit Ideal og Intrigen til sit Redskab? Franske Gloser begynde ogsaa at afløse de latinske som den tyske Stils Islæt. Kunsten ved slige Stykker bestaar nu netop i at skjule den Kunst, hvormed de bringes til at fyldestgøre deres pædagogiske Formaal. Reglen for deres Tilblivelse bestaar i „at føje sig efter de foreliggende Omstændigheder, uden at binde sig til nogen Regel, og dog forstaa at undgaa alle de nærliggende Absurditeter“. Den Regel, de klassiske Dramaer prædike om en Begrænsning i Persontallet, maa vige, og Stykkernes Befolkning stiger ikke sjælden til 100 Personer; ti alle Disciplene, fra de mindste til de største, have Krav paa ikke at gaa glip af et saa vigtigt Dannelsesmiddels Frugter og maa derfor have Roller i Stykket, hvis de ikke kunne stikkes ind i et Forspil eller et Mellemspil eller som