Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FORTIDENS SKOLESKUESPIL. •+ Sangere samle sig om de indlagte Sangnumre. Fornemme og fyrstelige Roller maa navnlig ikke mangle; „ti kun saadanne kunne være den rette Skole for fornemme Folks Børn“, medens „fattige og ringe Knøse mere maa tage til Takke og hjælpe til at gøre Kaalen fed“. Tit maa der af slige Hensyn „gøres Vold paa Inventionen“ og Stykket strækkes i Længden og Bredden, saa meget mere som Tilskuerne havde faaet Hævd paa fem Timer som den Tid, Stykket skulde vare, før man mente at have faaet nok. Ligesaa hugger han de øvrige klassiske Regler ned for Fode: den ene Gang segner Tidens, den anden Gang Handlingens Enhed, én Gang for alle slaas Verset paa Flugt som Dialogens Form, jævnlig sløjfes Stykkets Inddeling i Protasis, Epitasis og Katastrofe, Indledning, Knytning og Løsning af Knuden; de fem reglementerede Akter kan han ikke binde sig til, fordi han ikke er saa heldig stillet som Avisskriverne, „der have ligesom sluttet en Overenskomst med Lykken om hver Uge ikke at lade mere ske, end der kan staa paa fire Blade“. Som hundrede Aar senere den frie romantiske Flugt, saaledes sprænger her det praktisk pædagogiske Krav Skuespillets akademiske Hylster, om end ikke alle Spor deraf forsvinde straks. Naar saaledes Simplex, Candidus og Fidelis optræde som Anklagere, Eusebius, „det guddommelige Ords Elsker“, og Politiais, „den timelige Lyksaligheds Værkstyrer“, som Iagttagere og Dommere i Lystspillet Bondemachiavellen, naai' Burgundia under Medvirkning af PaX og Opulentia og under Modstand af Mars, Venus, Plutus o.s.v. formæles med Amandus (Hertug Filip), saa er det den gamle moralske Allegori, der endnu afgiver Stykkets Indfatning. Om hans bedste historiske Skuespil, Sørgespillet om den neapo-27*