Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

420 fortidens skoleskuespil. litanske Hovedrebel Masaniello, siger Lessing 1773 i et Brev til sin Broder, der syslede med det samme Æmne: „Hvis du endnu ikke har læst det, saa læs det endelig. Det har ganske den frie shakspeareske Gang, som jeg meget vilde anbefale dig til Efterligning. Du vil ogsaa trods den pedantiske Frost, som hersker deri, finde Gnister af Shakspeares Geni.“ „Skolen er et Sted, der ligger i Skygge, og hvor man sjælden tør komme det rette Lys nær.“ Disse Weises Ord tyde paa en Opdrager, der føler og forstaar, at det ikke er alt, hvad voksne Mennesker kunne høre paa. som han derfor kan lade Børn sige. Men det ligger i hele Tidsalderens Aand, at den taaler og kræver grov Kost; man gaar i Skolen f. Eks. ikke af Vejen foldet gamle Testamentes utilslørede Skildringer af ofte raa og anstødelige Kønsforhold. En luthersk Katekismus fra en noget tidligere Tid af bilder Batseba i Badet og David som Tilskuer, medens Vandet i Badet strømmer fra en Figur, paa hvilken netop i samme praktiske Øjemed Figenbladet ikke er anvendt; andre fremstille Potifars Hustru, der nøgen forfølger Josef eller paa sin Løjbænk drager ham til sig i Kappen. Paa samme Maade tales der i Skuespillene bredt og drøjt, ikke fint og slebent; man fisker Tilskuernes Bifald med Harpuner. Og naar Weise ikke skyr Æmner, der kræve megen Raahed og Usædelighed fremstillet, naar han f. Eks. lader Potifars Hustru bruge Udtryk, som han indrømmer ingen bør optage, men som d'og maa til for at stille Josefs Dyd i det rette Lys, saa tænker han naivt nok slet ikke paa Muligheden af at vælge mere passende Æmner og forsvarer det med, at sligt ikke skal virke tiltrækkende, men frastødende. Tidsalderens plumpe Sæder ytre sig ogsaa i et saadant Træk, som at han i