Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

fe to FORTIDENS SKOLESKUESPIL. lader en Bedemand holde en kostelig Tale i rigtig Bedemandsstil, lader Bondekonerne Morgenen efter Jakobs Bryllup bringe et Majtræ, hvorpaa de unge Piger have bundet „Børn, Storke, Rangler, Melpapsskeer og alle-haande Narrestreger“, og lader dem synge deres Viser. Af det samme Virkelighedshensyn „turde han aldrig forlade constructionem prosaicam“ og vovede kun at indflette Sange i sine Stykker, fordi Folk jo dog ogsaa i Virkeligheden af og til kunde falde paa at synge en Vise. Ogsaa i de Midler, hvormed han søger at frembringe den komiske Virkning, føler man den Tidsalders Plumphed, hvis Afskriver han har været; det regner ned med Prygl og Haandgribeligheder i de Bonde- og Pickel-heringsscener, hvormed han paa én Gang vil vænne Ungdommen til en sikker, frimodig Optræden og fængsle Tilskuernes Opmærksomhed. Og det uagtet han overfor Pickelhering, Pudsenmageren, Tidens Yndlingsfigur, en Arv dels fra de senere Middelaldersmysteriers dumme Djævel eller lystige Satan, dels fra Oldtidskomediernes fiffige Slaver, lige saa lidt som paa andre Punkter bøjede sig for Traditionen, i Følge hvilken Pickelhering var en Nødvendighedsartikel i en Komedie, og, hvor han optager ham, i alt Fald vil give ham en dybere Betydning i Stykket end den at slaa Gækken løs. I følgende Ord udtaler han denne sin dybere, om Shak-speares Narre mindende Opfattelse: „Ethvert Menneske er saaledes sindet, at han forundrer sig over andre Folks Færd, og om ikke offentlig, saa dog i sit Hjærte gør en liden Satyra derover. Besynderlig naar Personer fremstilles paa Theatro, saa sker det desformedelst, at Tilskuerne skulle forundre sig over dem og selv ræsonnere alvorlig eller spottende over Sagen. Paa det