Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FORTIDENS SKOLESKUESPIL. 423 at nu Folk skulle have ligesom en Hjælp i en saadan Forundring, saa bliver en Person tagen dertil, der ligesom maa indtage den almindelige satyriske Inklinations Stilling. Desaarsag hændes det undertiden, at en saadan Person midt i Lystigheden forebringer de klogeste Sager. Og de Folk, som maa hjælpe mig, na.ai jeg dik-terer deslige Sager, de kunne bære Vidne om, at ingen Scene falder mig saa vanskelig og møjefuld, som naar jeg skal lade en lystig og satyrisk Karl tale med god Manér.“ „Pickelhering maa uformærkt give den bedste Kommentar til de vigtigste actiones.11 Denne Opgave har Weise nu rigtignok langt fra allevegne fastholdt; tit optræder Pickelhering som en blot og bar Broder Lystig i meget djærv Stil, og selv om han inaaske ei noget tammere, end det den Gang var Reglen paa Torve og Skuepladser, er han i ethvert Tilfælde altfor drøj for vor Smag nu til Dags. Men den samme Følelse, som bringer Weise til at kaste sig i Armene paa den folkelige Plumphed, løfter ham i enkelte Øjeblikke ud over hans og Tidsalderens sædvanlige Opfattelse af Folkets Underdanighedsforhold til Fyrsten og gør ham til de undertrykte Folkeklassers Advokat. I Masaniello spørger den neapolitanske Vicekonge Hertug Ferrante: „Men hvad skulde man have gjort?“ Og RigssekrstæiGii Donatus svarsi. „Man skulde ikke liave lagt saa store Byrder paa Armoden.“ Ferrante: „Hvem vil beskære Kongens Indtægter?“ Donatus: „Deres Naade maa holde mig det til gode, det er sikkerlig ikke kongelige Indtægter, for hvilke ringe Personer kunne bygge saa store Paladser.“ Ferrante: „Adlen maa underholdes.“ Donatus: „Men ikke med det øvrige Folks Ruin.“ Ferrante: „Folket er blot skabt til at tjene. Naar en saadan Knægt har seks