Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

4- IxD FORTIDENS SKOrøSKUEaPIl. Pemiinge mere paa Lommen, end lian kan bruge, bliver han hoffærdig.“ Donatus: „Og naar en fattig Mand har seks Penninge mindre om Dagen, end han skal bruge, saa bliver han utaalmodig, indtil Utaalmodig-heden tilsidst slaar ud i Raseri.“ Ferrante: ..Mod ra-7/ sende Folk tyr man til skarpe Midler. Selv om Nea-polis har hundrede Tusinde Hoveder færre, saa mister Kongeriget derfor kun lidet.“ Donatus: „Lad os saa lade disse hundrede Tusinde Hoveder slippe for Tolden; derved vilde Kongerigt lige saa lidt miste noget.“ Men naar i vort Aarhundrede Forkærligheden for det folkelige Liv i dets naive Enfoldighed hænger sammen med den romantiske Tilbagevenden til Naturen, saa er det ikke saaledes hos Weise. En enkelt Gang, i det historiske Skuespil Kong Wenzel i Zittau, kaster lian som Digter et Blik paa sin Fødeby og dens smukke Omgivelser; iøvrigt røber han som en ægte stuelærd sit Aarhundrede tro ikke Spor af Sans for Naturen. En omhyggelig passet Have er ham mere end alle Naturens vilde Skønheder; Spasereture skotter han ikke om, siger han selv. Lige saa lidt lægger han i sine historiske Skuespil, sine store Stats- og Hofstykker noget overlegent historisk Blik for Dagen. „Her kunde og vilde“, som Palm udtrykker sig, „Forfatteren naturligvis heller ikke give andet end et naturtro Billede af Virkeligheden. Men dertil havde han ikke den tilstrækkelige Erfaring; hans Blik for Livet ved store Hoffer er yderst begrænset og det Billede, han giver deraf, yderst kummerligt, ikke løftet og forædlet af nogen Fantasi. Lige saa lidt har han nogen dybere Forstaaelse af de skildrede Begivenheder; hans Opfattelse af dem er ganske udvortes, til at følge nogen almindelig Grundtanke i Fremstillingen er han ikke i