Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

432 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. I Sauls Undergang og Davids Kroning blev opført for en talrig Forsamling, gjorde Sauls og Filisternes Lejr især Lykke, og Kampscenerne betog i den Grad Tilskuernes Fantasi, at de troede sig Vidner til en virkelig Slagtummel og med Raab og Skrig opflammede de kæmpende. En Soldat blandt Tilskuerne, som aldrig havde set noget af den Art, holdt Saul for en virkelig samtidig Fyrste, gjorde militær Honnør for ham, da han traadte ind, og tiggede og bad ham om højere Sold. Medens han endnu talte, kom pludselig Kongens Narre ind paa Scenen for at udføre et muntert Mellemspil, og en Lattersalve lød, saa at Soldaten endelig opdagede sin Fejltagelse og skamfuld trak sig tilbage. 1553 lod Ærkehertug Ferdinand, der var en særlig Ynder af Skuespil, Jesuitelever paa Slottet i Prag opføre Tragedien Philopædius for Hoffolkene og Rigets store. Dagen efter gentoges Forestillingen i Kollegiets Gaard for de lavere Folkeklasser, der fuldt optagne af, hvad de saa, uforbeholdent gav deres Følelser Luft og navnlig brast i høj Graad og Hulken, da Djævelen slæbte nogle Ynglinge til Helvede og man endnu ud fra Flammerne hørte dem skrige om Hjælp. Da Forestillingen var til Ende, blev 34 af Skuespillerne beværtede af deres Lærere, og derefter rejste Ordenens Provincial, Pater Lan-cyus, sig for i en kraftig Tale at opflamme Ynglingenes Kærlighed til Dyden. 1567 spilledes paa Bøhmisk Tragedien om den hellige Wenzel, og de katolske Stor-mænd sagde, at det Stykke havde virket mere end alle Jesuitternes Prædikener til at give Befolkningen gunstigere Tanker om dem. Ved Bortgangen raabte Publikum: „Nu fortjene Jesuitterne endelig det Brød, de faa, siden de søge at føje sig efter vore Sæder!“ Og sikkert har mangen en Jesuit kun med blødende