Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

436 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. aabner Underverdenen sig for Tilskuernes Øjne, Underverdenens Konge viser sig, trukken af Drager. Solen staar op, Faeton bestiger dens Vogn, Hestene løbe løbsk og slæbe Vognen bort fra dens Bane til øde, uvejsomme Steder, Himlen stikkes i Brand. I fjerde Akt ser man en Komet komme vandrende, Flammer slikke op af Vandet, Troldmanden Dymas’ Lig optræder. I femte Akt tømres en Æresport til Konstantinos’ Triumf, den hellige Jomfru kommer svævende paa en Sky, og man ser Engle stige op til Himlen. Man maa have Øjnene og Ørene med sig for at faa alt med. Forfatter til Stykket er Jesuitdigteren Nikolaus Avancinus, som i 1675 udgav to Dele af sin „dramatiske Poesi“, forsynede med Provincialens Godkendelse. Han samlede deri de latinske Skuespil, han i Aarenes Løb paa Befaling havde skrevet til Brug for Studenterne ved Wiens Universitet, og ledsagede dem med en Fortale, hvori han gør Rede for sine Tanker ved Udgivelsen af dem: „Jeg ved, hvor stor Forskel det kan gøre paa Stilen, om man fra Scenen taler til Øjeblikket, eller om man i Biblioteket skriver for Aarhundreder. Den første Del krydres med Glæde af Scenens Virkemidler, Ørenes Fryd og Øjnenes Lyst, Skuespillerens Vid og Behændighed, medens den anden er blottet for ydre Prydelser og kim har til sin Raadighed slyngede Knuder i Æmnet, uventede Løsninger i Gennemførelsen, Frihed og Fynd i Stilen, Lethed og Rytme i Verset. Hvad der udføres paa Scenen, er levende og besjælet, hvad der kun læses, er blotte Ben og Lig. Ligesom vi vende os bort fra Ligene af dem., vi have set op til, saaledes fordømme vi ofte deres Skrifter, hvem vi have hørt paa med Beundring,“ Det klassiske Dramas Regler, ud-sprungne af Trangen til klart Overblik og kunstnerisk