Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FORTIDENS SKOLESKUESPIL. 437 Selvbegrænsning, finde lige saa lidt Naade ibr hans Øjne som for hans noget yngre samtidige Weises. „Med Titlen Drama undskylder jeg Handlingen, som efter nogles, maaske altfor nøjeregnende, Fordring skal være foregaaet eller kunne foregaa i Virkeligheden paa én Dag, efter andres end mere overtroiske Mening ogsaa paa ét Sted, idet de anse det for lige modsigende at føre Tilskueren i et Øjeblik fra ét Sted til andet fjærnt derfra og fra én Tid ind i en anden. Men de, der opdynge et Bjærg af Forskrifter, nedlade sig, naar de skulle udføre Arbejdet, sjælden til det, de selv have foreskrevet, men nøjes med Spekulationen derover. Og naar det til alle Tider har været tilladt Kunstens Mestre at føre Tilskueren fra Jorden op til Himlene, saa ved jeg ikke, hvorfor det skulde være forbudt at følge Helten i Skuespillet fra Sted til Sted.“ Det kan ikke nægtes, at Forfatteren i sin Praksis bliver sin Teori tro, han er virkelig „en Mester i at føre Tilskueren fra Jorden op til Himlene“ og krydre Farten med „Ørenes Fryd og Øjnenes Lyst“, medens Maskinmesten staar ved Roret og styrer afsted gennem alle fire Elementer, snart Luften, snart Jorden, snart Ilden, snart Vandet. Paa sit massive Fartøj kredser Digteren bestandig om Troen, „Tordnerens Datter, de helliges Moder og Gudsdyrkelsens Norm, paa hvis Liste enhver kommer, der kæmper for Himlen; hvis udgydte Blod viden om vander Landenes Rum og planter Palmer i Himlene; hvis Haand, øvet i mange Kampe, har knust de grumme Tyranner; som udholdende har taalt Tyrannernes rasende Gerninger, tit har hengivet de rene Hænder til Baand, Fødderne til Lænker, Armene til at spændes i krumme Jærn; som har taalt det skumle Fængsels Smuds, Hunger og Tørst; som født til Lyset har været udelukket fra Lyset med Hovedet