Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

442 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. og Torne, Fakler og Kors, ikke tager Tilskuernes Hjærte med Storm, saa er det i det mindste ikke Digterens og Teatrets Skyld. Det stærke verdslige Element, som allerede er tilstede i al denne Udvortéshed, trænger sig i Tidens Løb længere og længere frem. Det er den stigende Konkurrence, det gælder om at holde Skridt med for ikke at forspilde Indflydelsen navnlig paa de fornemme. Under Kurfyrst Karl Albert af Bayern, den i 1740 udnævnte, men snart fortrængte Kejser Karl VII, følte Jesuitterne i München, at Hofteatrets italienske Operaer med deres græsk og romersk mytologiske Gude- og Heltevæsen vare i Færd med at tage Luven fra deres egne til bibelske Fortællinger og Helgenlegender begrænsede Skuespil. Saa begyndte ogsaa de at sætte Guder og Gudinder som Lokkemad paa Krogen og at lukke den bayerske og øvrige tyske Historie ind paa deres Scene. Den nationale Pietet for Kejsere og Fyrster toges i Beslag ved saadanne Midler, som at den Skuespiller, der i det heroiske Drama Kejser Matias spillede Kejserens Rolle, havde selve den virkelige Kejser Matias’s Tøfler paa for derved at kunne liste sig saa meget lettere ind i Tilskuernes Hjærter. Som et Slags Erstatning eller Bod, der kunde bevare den gamle Fromhed og Tro fra Forglemmelse, blev der saa hvert Aar i Fasten givet Skuespil og Syngespil af strængt religiøst Indhold, de saakaldte Meditationer. I München opførtes en Række saadanne Meditationer, ved hvilke Kurfyrsten og hans Gemalinde, Prinserne og Prinsesserne, hele Hofstaten og et talrigt Publikum var tilstede. Et Bibelsted dannede Temaet i hvert og blev udspundet til lyriske Variationer i rørende Arier, som kirkelige Musikere satte i Musik.