Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FORTIDENS SKOLESKÜESPIL. 443 O vita! non vita quæ per is tam cita! quæ laberis more torrentis quæ raper is ocyor ventis! ut flora in hora mutabilis es! O, Liv, or du Livet, der segner lig Sivet, der svinder, som Bjærgstrømme svinde, om Kap med de flyvende Vinde, bortviftet, omskiftet saa brat som en Blomst! Det er en Arie fra en i 1730 opført Meditation om Døden. En anden af samme Række handlede om Dommen, en tredje om Himlen, en fjerde om Helvede, en femte om Lucifers Synd, en sjette om Adams Synd. Skuespillenes to sammentvungne Bestanddele, det udvortes verdslige og det abstrakt religiøse, havde adskilt sig fra hinanden i to forskellige Slags Dramaer. Da Jesuitterne efter Ordenens Genoprettelse i Begyndelsen af vort Aarhundrede genoptog deres Skolevirksomhed paa Grundlag af den gamle Undervisningsplan, genoptoges ogsaa Skoleskuespillene. Og i Englands lærde Skoler med deres gammeldags Præg finde Forestillinger Sted endnu den Dag i Dag. Bacos snart trehundredaarige Anbefaling har ikke tabt sin Kraft, Terents staar endnu i fuld Kurs. I Tysklands offentlige Skolevæsen ere Skuespillene uddøde. Allerede 1718 bleve de forbudte i Preussen. Det attende Aarhundrede maatte af sig selv føre bort fra dem. Den Forstandskultus, der bringer det til kækt at bryde med overleverede Fordomme og Traditioner, til nøgternt at sprænge Eventyrets Hylster, faa Sagnets Romantik til at fordunste og tvinge Indbildningskraften til at sove Rusen ud, gør Aarhundre-det til en fri Drøftelsens og Stridens Tidsalder, fuld af ny Løsener og nye Begyndelser, og den mer og mer fremtrængende Trang til et Liv i det bevidste og foi’staaede maatte bringe den billedlige indirekte Form for Under-