Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

444 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. visningen til bestandig at tabe i Indflydelse; man søgte hen til Tanken selv, der laa bagved Billedet, og man skød uvilkaarlig saadanne Opdragelsesmidler til Side, der havde (leres første Udspring i Fantasiens Drift til at boltre sig mellem levende farverige Skikkelser. I et lille Skrift, der 1787 gør Rede for de Skuespil og Optog, som den pragtelskende Hertug af Sachsen 100 Aar i Forvejen havde fremkaldt ved Stadsskoleu, senere Gymnasiet i Residensstaden Altenburg, véd Forfatteren intet mere passende Navn at betegne dem med paa Titelbladet, end „det syttende Aarhundredes Opdragelses-taabeligheder“, og han skildrer kun Fortiden for harmfuld at hudflette den barbariske Modsætning til sin egen oplyste Tid. „Jeg tvivler paa," skriver han, „at vi kunne holde nogen bedre Lovtale over vore Opdragelsesanstalter nu til Dags og vore offentlige Skolers almindelige Tilstand, end naar vi udstille til offentligt Skue den Maade, hvorpaa man for mindre end et Aar-hundrede siden forberedte unge Menneskers Tilegnelse af de højere Videnskaber og søgte at forberede deres sædelige Karakter; saa kan enhver bedømme begge Dele og afveje, hvilke Fortrin det ene har fremfor det andet. Saa ubegribeligt det er os, hvorledes fornuftige Mænd kunde finde Smag i de floveste Latterligheder, og hvorledes offentlige Sædelærere selv kunde give deres Disciple Anvisning paa sligt og paastaa, at de derved, havde Sindenes Forædling, tidlig Indøvelse i et anstændigt ydre Væsen og god Levemaade i det hele taget for øje, saa inderlig glæder det os at se, hvor fjærnt vore offentlige Lærere nu til Dags ere fra at tillade sig den mindste Uanstændighed, der kunde bringe dem selv og deres værdige Stand i Foragt, og hellere have villet nøjes med deres knapt tilmaalte Løn end lade sig lede