Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

TO MINDETEGNINGER. 449 Et Spring frem i Tiden, og vi se ham, efter et Op-" hold paa en Bondehøjskole og en Huslærerplads, paa Seminariet i Ranum: en smuk, ungdommelig frisk Skikkelse med line, fyldige Træk og lysende Øjne, sund paa Sjæl og Legeme, præget og stemplet som den, der bærer en Fremtid i sig. Han følte den ungdommelige Uros Higen og Længsel efter at dukke sig ned i det Kundskabsvæld, der randt ham i Møde, og tillidsfuldt og uforbeholdent gav han sig hen til dem, der kunde stille hans Savn. Alt laa saa forunderlig let for ham, fra Dag til Dag voksede han, medens Tankerne fødtes i ham som af sig selv og Redegørelsen för dem, krydset med tænksomme Spørgsmaal, let og naturligt flød over hans Læber. Ikke altid kunde han derfor indeslutte sig selv indenfor de Former, Undervisningen opstillede; ved Øvelserne i Katekisation med Børn brød hans Tanke-fylde tit frem i beaandet, opbyggelig Enetale, som afbrød Spørgsmaalenes og Svarenes Række. Hans danske Stile overraskede ved den samme ungdommelige Frodighed. Udenfor Undervisningstiden gik hans Liv mest hen i stille Læsning, og han havde tidlig en ejendommelig Evne til let og smidigt at trænge ind i de forskellige Forfatteres Aand. S. Kierkegaards religiøse Skrifter styrkede og støttede i disse Aar hans dybe, kristelige Sans, medens samtidig hans Trang til Tænkning og JForstaaelse bragte ham i Kast med Martensens Dogmatik, der tik en stor Betydning for hans Udvikling. Sin ældre Broder, der sammen med ham var paa Seminariet, stod han hjælpsom ved Siden og kunde tit blive ivrig, naar det gik ham for langsomt med at blive forstaaet, men altid i Blidhed, altid dog, som om han næsten var taknemlig, fordi den ældre vilde lære af den yngre. Ydmygheden var et dybt Træk i hans Natur, om den end H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger II. 29