Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

TO MINDETEGNINGER. Tf< 'ikke altid viste sig overfor Mennesker. De faa Steder, lian paa denne Tid besøgte, var han altid velset ved sin Friskhed og Livlighed, og paa det aarlige Seminarie-bal gjorde hans glade og naturlige Hengivelse i Øjeblikket ham til den mest fejrede Kavaler, uden at han nogensinde trængte sig frem; ved Bordet blev han saa sine Kammeraters naturlige Ordfører. Der hvilede en sund og frejdig Foraarsstemning over denne Del af hans Liv, og de Fremtidsløfter, der laa i ham, paapegedes ogsaa i den Anbefaling, hvormed lian udskreves fra Seminariet: „Han anbefales enstemmigt til, hvis Lejlighed gives, da at erholde en videre Udvikling.“ Et tredje Billede: Rudbeck i København. I Bønnen foran sin Ordinationsprædiken siger ban: „O, Herre, vil du paa denne Dag naadigen modtage mit Hjærtes ydmyge Tak for alle dine Velgerninger! Du har ført mig ad jævnede Stier, og de trange Udgange har du aabnet for mig! Ja, altid, Herre, har du stillet for mig en aabnet Dør. Jeg søgte Kundskab og drog ti] vort Lands store Stad, og se: Mænd stode beredte til at give mig Kundskab. Jeg var fremmed og ensom, og se: Folk oplode deres Hjem for mig. Herre, gengæld dem det!“ De, som huske ham paa den Tid, han som tyveaarig Yngling byttede Jylland med Sjælland, ville ogsaa huske det velgørende Indtryk, han straks gjorde selv paa den, i hvis Stue han første Gang traadte ind. Fra Top til Taa var han præget af en sjælden Harmoni: Let krøllede, blonde Haar faldt hen over en høj, paa én Gang fast og blødt afrundet Pande, de store, blaa, indholdsrige øjne udtrykte - var det mest Tænksomhed eller dyb Følelse ? og kunde tindre med et vidunderligt Skælmeri, naar han smilede; rank og letbygget var han og aaben og frimodig i sit Væsen; der var noget i ædel Forstand