Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

TO MINDETEGNINGER. r-H aristokratisk, noget rent og fint udbredt over hans hele Holdning, som mindst af alt tydede paa en jysk Bondesøn. Kun et svagt Spor i Udtalen mindede om hans Byrd; men langtfra at misklæde ham bidrog det kun til at forhøje den elskværdige Naivetet, den dengang var ejendommelig for ham, og som f. Eks. netop viste sig i den komiske Alvor, hvormed han søgte at aflægge sin Snurren paa r’et. Den videnskabelige Drift i ham var maaske i dette Tidsrum, paa sit Højdepunkt, og hans Iver og Glæde lyste ud af hans hele Færd. Da han fik den første Linje i Ciceros første katilinariske Tale for, var det hans inderligste Ønske, som han tiggede og bad om at maatte faa opfyldt, straks at maatte fortsætte — blot en halv Side — for at faa noget af Indholdet at vide; han kunde ikke godt vente. Det var derfor dobbelt mærkeligt, hvor villigt og let han gik den for de fleste, især da for voksne, saa møjsommelige Vej gennem de grammatiske Begyndelsesgrunde; i mindre end 14 Dage var han allerede kommen vidt deri. Og med hvilken Modtagelighed og Bøjelighed han tilegnede sig de forskellige Kundskaber, vidner det tilstrækkeligt om, at den, der i denne lians Forberedelsestid spurgte hans Lærere om hans Udvikling, hos hver enkelt fik det Svar, at den stod i frodig Vækst, og at han syntes at have særlige Anlæg netop til hans Fag. I Undervisningens Løb gjorde han ofte meget slaaende Bemærkninger og kunde saa i barnlig Begejstring uden al hovmodig Selvfølelse glæde sig over sin egen Tanke. „Ja,“ kunde han udbryde ved at se den vinde Bifald, „det faldt mig ogsaa ind, da jeg sagde det, at det var en Tanke, der var værd at holde paa." Men ogsaa de rent personlige Følelser satte Undervisningen i Bevægelse hos ham, idet han med en inderlig 29*