Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

TO MINDETEGNINGER. 455 Barndommen af havde han været Lærer og besad Gaver dertil som faa. Først og fremmest virkede han ved sin gennemførte, helstøbte Personlighed. Straks fra den første Time, han traadte ind i Skolestuen, vandt han Børnenes Hjærter. Det var dem, som om hans store, klare Øjne gennemskuede og læste alt, hvad der foregik i Barnesjælene, saa at et Blik af ham var nok til at bringe den fejlende til Erkendelse af sin Fejl og til længselsfuld at vente paa det lille, venlige Nik, hvori hans Tilgivelse stod skrevet. Haarde og strænge Ord hørte ikke hjemme i hans Mund, og han behøvede dem ikke; ti hans fordringsløse, naturlige Optræden, hvad enten han talte alvorligt eller let spøgende til dem, knyttede Børnene til ham i Kærlighed og Tillid og en urokkelig Tro paa ham og hans Ord. Og Børnene følte, at der i hans barnlige Natur var noget med dem selv beslægtet; naar han gav sig hen ti] Indtrykket af det, han meddelte dem, og hans hele Personlighed blev gennemtrængt af det Digterværk, han læste for dem eller talte til dem om, saa var han for mange af dem som en levende Forklaring af, hvad Poesi var, og det Billede, hvori hans begejstrede Personlighed prægede sig hos dem, blev fuldt saa meget deres Læremester som det Æmne, han behandlede. Og medens saaledes hans Person som oftest var nok til at bringe, alt i den rette Gang, saa manglede han paa den anden Side heller ikke Myndighed, hvor den udkrævedes. Hans yngre Broder havde den første Time, han læste i en Almueskole, mødt noget af den Modstand, en ny og ung Lærer saa ofte er udsat for, og beklagede sig derover for ham. Næste Time indfandt han sig i Klassen, og ukendt, som han var for Børnene, forlangte han med den største Myndighed, som om han var en af Skolens