Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

TO MINDETEGNINGER. 457 til din Ære!“ Men den Fremtid, han bad om, og de Forventninger, han vakte, blev ikke til Virkelighed. Sygdom og Svaghed lagde sig tungt paa ham og tærede paa hans Livskraft, hans Arbejdskraft formindskedes, saa han maatte søge og gribe det belejlige øjeblik, og han kunde tit knap overvinde den Sindsbevægelse, Udøvelsen af hans gejstlige Pligter satte ham i. Saaledes skriver han om sin Stemning ved et dødssygt lille Barns Daab: „Jeg er altfor blød til at staa ved en Sygeseng, jeg maatte samle al min Kraft for at presse Ordene frem, jeg tænkte paa min egen lille Dreng, paa hans blaa Øjne og hans Smil, og saa magter jeg intet.“ Hans angrebne Bryst forbød ham efterhaanden ganske at prædike, og i hans sidste Maaneder var hans Tilstand, som han selv ligesom med et vemodigt Smil skildrer den i et af sine sidste Breve: „Jeg staar sent op, spiser saa Frokost, faar saa i Reglen en Hostetur, lægger mig saa ind paa Sofaen og bliver liggende indtil Middag; saa spiser jeg til Middag, besørger saa lidt officielt Skriveri, maa atter lægge, mig paa Sofaen, hvor jeg bliver liggende indtil Aftensmaden. Saaledes gaar Dagen for lille Lise.“ Han, hvis Skikkelse i hans friske Ungdom var Haabets glade Forkynder, blev Resignationens stille Tolk; men medens Kræfterne matte-des og Lidelserne tiltog, blev Troen paa Kristus mer og mer udelukkende hans Styrkebelte og hans Hvilepude. Morgenen den 9de Oktober 1871 døde han pludseligt og uventet, 338/4 Aar gammel. Men fordi et Liv saaledes er udslukt, medens det endnu stod i Knop, inden det fik Tid til ret at blomstre og bære Frugt, er det ikke spildt. Alle de, som have kendt og været knyttede til Thomas Rudbeck, ville ved at fordybe sig i Erindringen om ham føle, at hans Liv