Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

 458 TO MINDETEGNINGEB. ikke er gaaet sporløst hen, men bar sat sit Mærke i deres eget Liv. De vil have en blivende Glæde af at kalde hans Billede frem for deres Tanke og klare for sig selv, hvad det var, der gjorde ham saa tiltrækkende for dem. De vil forstaa, at det dybeste Træk i hans Natur, den Egenskab, der gav alle de andre deres Baggrund og Dybde, var hans Inderlighed baade i at modtage og i at bevare det modtagne. Derfor gjorde alt det stærke Indtryk paa ham, og medens lian i Begejstring kunde henrives af de store Ideer og den rige Skønhedsfylde, havde han ogsaa Øje for og Glæde af alt det smaa i Livet, de fine Bevægelser i Sjælen og de tilfældige Smaatræk, hvori de prægede sig. Og derfor traadte ogsaa hans lyse Forstand og hans lette Vid, hans Naturs Fædrearv, i Følelsens Tjeneste som det Skjold, hvormed hans værgede sit Indre mod fremmedes Indblik, og som det glimrende Slør, i hvilket han hyllede sin Følelse for at holde den ren og ubesmittet i sit eget Bryst. Var han sammen med mange, var hans Optræden derfor stærkest farvet af hans spillende Lune, han kunde fortælle, saa der samlede sig et Publikum om ham, han kunde slynge Samtalens Traad fint og sikkert; men det var kun Overfladen af hans Sjæl, han stillede til Skue for alle. Efterhaanden som Kredsen blev snævrere, lod han mere og mere det inderste i sig bryde igennem Humorens Dække, og alene med en Ven eller kær aabnede hans Hjærte sig og kastede alt Skjul. Hans kritiske Sans var udviklet nok til at indse, hvor ubefæstet Følelsen staar overfor det komiske, naar den altfor villig giver sig blot. Den samme Skala gennemløber hans Breve; de var ham en let og naturlig Form for hans springende Tankegang, han holdt af at lade sig føre lempeligt afsted paa Idé-