Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

TO MINDETEGNINGER. 459 associationernes Strøm, og han har skrevet mange Breve og til mange forskellige; men medens de alle ere prægede af ham selv, saa har han tillige en egen Maade at tale til hver enkelt paa, efter som han staar ham nærmere eller fjærnere; kun ligeoverfor sine allernærmeste har han helt kastet Spøgens Kaabe og givet sit inderste Jeg tilbedste. Igennem hans Breve træder hans Billede klart frem, men faa Steder maaske saa stemningsfuldt og smukt som i dette: „Nu er det Aften, silde Aften, alt er stille og tyst omkring mig, kun en hjemløs Flue bugter sig omkring mit Lys og mit Ansigt. Jeg er alene med mig selv og med Sandheden, og det „poscor“, som ellers om Dagen giver mig Arbejde udenfor mig selv, er ikke længer tilstede. Alt er stille og tyst og indbyder til Fortrolighed, og var du her, min kære Ven, skulde jeg sige dig noget. Vingede Ord ombølge mig, jeg ser ved Lampen, der brænder dæmpet og mildt, Musernes Dans, men det er mig ikke let at fæste et Billede deraf paa mit Papir, det er saa vanskeligt som at lade Musikken krystallisere sig. Naar du i Morgen faar min Billet i Haanden, saa faar du en underlig dump Fornemmelse, du véd, at den vil sige, at jeg ikke kommer til Middag, men hvorfor er dig egentlig ikke rigtig klart. Nu vel, det skal blive det. Jeg kender en liden Jomfru — alle gode Engle, I vogte den Jomfru vel! — og denne lille Jomfru er min Fæstemø, min tilkommende Hustru, hun bor paa Landet, . . og hos hende tilbringer jeg mine Søndage. Hendes Moder flytter til Byen 1. Oktober, og hvis jeg da igen maatte nyde dit og din gode Moders Selskab om Søndagen, da vilde jeg være dig og din gode Moder meget taknemlig; men selv uden denne Tilladelse er jeg din gode Moder og dig meget taknemlig, og hvad