Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

460 TO MINDETEGNINGER. du har været og er for min Sjæl og mit Hjærte, skal jeg aldrig glemme, det skal jeg erindrende fornemme, „naar jeg bliver en gammel Mand og har glemt alt andet.“ Godnat!“ Hvor genlyder ikke i Brevet hans Sjæls Dirren, idet den skal aabenbare sin Hemmelighed, hvor ejendommeligt for ham, at han, idet han nævner den, maa kaste et let Skær af Spøg hen over Udtrykket, hvor gennemgaaende en Stemning hos ham, den, i hvilken hans skjulte Lykke kaster sin Glans hen over hans andre Følelser og maner Taknemligheden og Venskabsfølelsen op paa Overfladen af hans bølgende Sjæl. Alt er ham selv, om det saa er den pietetsfulde Respekt, med hvilken han tre Gange gentager „din gode Moder“ istedenfor at bruge et Pronomen. Den enkelte Følelse, der vaagnede i ham, kom aldrig alene, men vakte bestandig en Genlyd af beslægtede Følelser; hans Sjæl lukkede sig op, naar den stærkt beaandedes af noget enkelt, og han følte, baade i Glæde og i Sorg, dybere end ellers det Baand, der knyttede ham til hans kære. Hvorledes han lukkede dem ind med i sin Lykke, viser det anførte Brev; at han i Sorg var den samme, er klart af følgende Ord, skrevne i en tung Time til en Ven: „Lad mig i dette øjeblik, fuldt af Sorg og Alvor, stille- og dyb som Midnattens Time, sige, at du er kær for min Sjæl som min Fader og mine Brødre.“ Pietetsfølelsen maatte være stærkt udviklet i en Natur som hans; han bøjede sig ærbødigt for al ægte Personlighed og for alle Meninger, hvori der levedes et Liv, ja, han droges af dem med en uvilkaarlig Sympati, elastisk, som han var, til at rumme det forskellige uden at opgive sig selv. Sin første Ungdoms Trosindtryk bevarede han i dyb Ærefrygt hele Livet igennem, og det er overraskende at se, i hvilken Rigdom bibelske Ud-