Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

TO MINDETEGNINGER. 461 tryk og Vendinger som af sig selv vælde frem i hans Prædikener, saa meget mere overraskende, som denne bibelske Tankeverden til daglig Brug levede skjult i ham uden at afsætte mindste Spor i hans Tale. Som i det selskabelige Liv Humoren var Skærm for hans Indre, saaledes rækker i hans religiøse Liv Pieteten for Bibelen ham dr; Udtryk, i hvilke hans personlige Følelse ydmyg svøber sig. Hans Pietet for de store Mennesker, som havde fundet Hvile i den samme Tro som han, kunde støtte ham i hans religiøse Liv, ja, selv lige-overfor det lille Barn, ved hvis Vugge han stod, kunde hans Følelse næsten faa Præget af stille Andagt. „Hvilket Rigdomsdyb af Glæde der dog ligger i saadan en lille Vugge,“ skriver han, „hvor jeg altid længes efter at komme hjem, naar jeg har været ude, for at se hans yndige lille, fine Ansigt.“ Han var skabt til at beundre i fuld Hengivelse; men hans klare Blik friede ham fra at beundre det uægte og løjede, hvis svorne Fjende han instinktmæssigt var. Lystigt kunde han bruge sit Lune til at tugte Tomheden, som naar han med en Skælm bag øret i tilsyneladende dyb Alvor drev den opstyltede Lovpriser videre og videre paa Lovprisningens Glatis, eller naar han pludselig, saa vedkommende næsten tabte Næse og Mund, kunde vende sig mod sine egne Tanker, hvor han traf dem i en efterplaprende Vigtigmagers Mund. Lige saa varmt som han hyldede de store Aander, lige saa stærkt frastødtes han af deres Efterabere eller Eftersnakkere; Partimand var han saa lidt som nogen skikket til at være. I Poesien som i Virkeligheden var hans Sans aaben baade for det store, indholdsmægtige, og for det fine og formfuldendte; hans levende Skønhedstrang drog ham mod det friske og kække, mod Chr. Winthers