Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

462 TO MINDETEGNINGER. Poesi og Vilii. Wiehes Skuespilkunst, medens hans Følelse gjorde de lidende og betrængte, som Ragnhild i „Svend Dyrings Hus“, til hans Hjærtes Børn. Blandt de nyere samtidige Digtere tiltaltes han maaske mest af det inderlige i Følelsen hos Bjørnson og af Goldschmidts aandrige Finhed. „Goldschmidt er som Midas,“ skriver han engang, „alt hvad han rører ved, bliver til Guld.“ Citater af, hvad han havde læst og hørt, havde han altid paa rede Haancl og kunde paa en uforlignelig komisk Maade ramme Sømmet paa Hovedet med dem. Folkesange med deres enfoldige Melodier blev han aldrig ked af; den store, kunstfulde Musik var han ikke ret tilgængelig for; men de simple Sange, hvis Ord og Toner smeltede sammen og forklarede hinanden, saadanne Sange som „Flyv, Fugl, flyv“, kunde fylde hans Hjærte og leve i hans Erindring. Udøve Musikken kunde han ikke — da han ved en Prøve paa Seminariet skulde synge, var han næppe kommen til Linjen: „Sørgeligt jeg sjunger“, før han selv og alle Tilhørerne brast i Latter. Saaledes samle hans Ejendommeligheder sig til et enspræget og sammenhængende Billede; blev hans Liv end ikke meget daadrigt og virksomt, det lever dog i mange Menneskers Erindring, og lykkelig den, over hvis Minde Kærligheden, uforstyrret af bitre Indtryk, kan brede sine Vinger som over hans!