Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

464 TO MINDETEGNIN6EB. eller Oversætter. Lige saa naturlig laa det franske Sprog for hans Tunge, og han siger om sig selv: „Hvad Fransken angaar, da kan vist ingen her hjemme sætte mere Pris end jeg paa dette Sprog, ingen føle større Sympati end jeg for det store Kulturfolk, der taler det“ (Progr. 69 S. 17). Tysk talte han nærmest som Sydtyskerne, fordi han holdt mest af deres Mundart. Engelsk talte han ikke. Da han i 1868 blev Bestyrer af Borgerdydskolen i København, havde han i københavnske Skoler undervist baade i moderne og klassiske Sprog, ligesom han 1873 deltog i Oprettelsen af et „Akademi for Undervisning i fremmede Sprog“, som i øvrigt ikke havde nogen lang Levetid. Medens han tidligere kun i nogle Aar (1859-64) selvanden havde ledet en privat Artiumsundervisning, traadte han nu i Spidsen for en Skole med en stor Fortid. Den ikke helt velvillige Stemning, med hvilken de ældre blandt Disciplene traadte den nye Bestyrer, Prof. K. Rovsings Efterfølger, i Møde, kommer levende frem i et Tilbageblik, der skriver sig fra en enkelt iblandt dem: „Vi vidste om ham, at han tidligere havde været Lærer ved Skolen, at han havde været i Grækenland hos Kong Georg, at han var udmæi'ket kyndig i Fransk; men dermed var ogsaa vort Kendskab til ham udtømt. Naar jeg nu skal analysere vort Forhold til ham, tror jeg, at dets ejendommelige Karakter egentlig skrev sig fra den Forskel, der var imellem hans og hans. Forgængers Personligheder. Vi forstod jo ikke at bedømme vor gamle Professor som Skolemand, vi vidste ikke, at han havde taget Skolen paa Afgrundens Rand og atter bragt den til Blomstring som i Michael Nielsens Glansperiode, men hans Personlighed havde en mægtig Indflydelse paa os. Fyldig og svært bygget, med et alvorligt og dog