Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

TO MINDETEGNINGER. S mildt Ansigt, som fik en uimodstaaelig Gratie, naar han lo paa sin elskværdige Maade, var han for os, der havde set ham fra den første Dag, vi kom i Skole, den eneste ægte Type for en Skoles Forstander. Kommer nu hertil hans store Herredømme over Sproget, hans Evne til med sin kraftige og vægtige Røst at fortælle glimrende og fængslende — og han fortalte ofte om sine Rejser, saa Timen fløj —, saa er det let forklarligt, at vi kun med Sorg skiltes fra ham og med Mistro vendte os mod hans Afløser. Her kom en yngre Mand os i Møde, slank, næsten elegant af Skikkelse, yderst soigneret i sin Paaklædning, med mørkt Haar, Over- og Fipskæg, noget vist aristokratisk i sit Væsen, optrædende overordentlig høflig imod os, idet han næsten behandlede os, som om vi vare Kavalerer, — nej, det var ikke det, vi forstod ved en Bestyrer. Jeg véd med Vished, at han selv mærkede denne Misstemning, og at det var med blandede Følelser cgsaa han imødesaa den Tid, han skulde have med os at gøre. Han behandlede os foreløbig med stor Forsigtighed og begyndte med at erobre Skolen fra neden, og det lykkedes ham at vinde de smaas Kærlighed 'fuldt ud. Med os var det en mere vanskelig Opgave. Han gjorde sig al mulig Umag for at blive vor Ven og overtog selv saa mange Timer med os, som det var ham muligt, for at han kunde lære os at kende og vi ham. Med sin spillende Vittighed søgte han at oplive Timerne, vi lo, naar hans Pile traf, men vi vare nu vante til Rovsings Sværdhug. Vi var dengang i Lømmelalderen med dens dæmrende Følelse af Menneskerettigheder. Af et vaklende Helbred havde der hos Pio udviklet sig en vis Febrilskhed. Naar vi nu havde gjort Knuder og han var nødt til at opretholde sin Myndighed overfor os, mindes jeg tydelig, H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger II. 30