Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

TO MINDETEGNINGEB. 367 Saa store Vanskeligheder traadte der Pio i Møde overfor den Kreds af Disciple, der, udruget under en andens Vinger, nu af ham skulde sendes ud af Reden. Da de første Hold Studenter vare vandrede ud af Skoleporten, følte han sig derfor lettet. Nu stod han paa sin egen Grund. Medens han i det hele arbejdede efter Skolens gamle Plan, gjorde han dog ikke faa Forandringer i det enkelte. Han indførte straks Engelsk som Undervisningsfag baade for studerende og Realister og besluttede tillige at lade alle Elever nyde Undervisning i Latin og først gøre en væsentlig Adskillelse mellem de to Grupper Elever paa det Trin, hvor de studerende skulde begynde paa Græsk. Sine Motiver udtrykker han i følgende Ord (Progr. 1869 S. 15): „Medens man hidtil har været nødsaget til paa et altfor tidligt Stadium af Barnets Liv at bestemme sig om dets Fremtid og den dertil sigtende Forberedelse, vil man ved denne min Foranstaltning roligere kunne afvente Udviklingen af Barnets Evner og samtidig skaffe det en Undervisning, som ogsaa for Realisten baade vil faa en metodisk Afslutning og være ham til Nytte for hans øvrige sproglige Uddannelse. Uden at forsinkes i at fuldende sit Realkursus vil en almindelig begavet Elev, forinden han opflyttes i øverste Klasse og altsaa ganske ophører med Latinen, ved en fornuftig Undervisning-kunne bringe det til at læse en Tale af Cicero og Stykker af Ovids Metamorfoser, og heller ikke han vil da kunne siges at være uden klassisk Dannelse.“ Ogsaa Oldnordisk indførte han, før det var befalet Fag. Overhovedet opfyldtes han let af det, der havde Aktualitetens Interesse, saa bevægelig og smidig var han i sin Tanke. Derfor kunde han gribe enhver Idé med stor Livlighed og fordybe sig i den med stor Interesse, men 30*