Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

TO MINDETEGNINGER. 469 linger, som deres Aand ikke er moden til at kunne optage. Ganske i Almindelighed maa jeg beundre den fine Takt, hvormed han gjorde mig og flere af mine Kolleger, som han vilde uddanne til brugbare Lærere, opmærksomme paa, at vi havde begaaet en eller anden pædagogisk Buk; den venskabelige, fortrolige Form, under hvilken det skete, forhindrede enhver Misstemning.“ Det mest karakteristiske Træk i hans personlige Optræden som Pædagog var i øvrigt maaske den Ironi, der faldt ham saa naturlig, og som han lige til det sidste anvendte baade overfor store og smaa. Og han havde en betydelig Evne til at benytte den saaledes, at han ramte haardt uden at saare, og at Revselsen, hvor stræng den end kunde være, endte i et vist venskabeligt Forhold. Han var en Hader af en tør og kedelig Undervisning og anbefalede altid sine unge Lærere hellere at vække Barnets Opmærksomhed ved passende anbragt Munterhed og Fortællinger, der vare tillempede for den uudviklede Fatteevne, end ved idelig Kalden til Orden. Selv forstod han at give sin Undervisning det livlige Præg, han satte saa stor Pris paa hos andre. „Han holdt især meget af at tale om Syden,“ siger en Elev af ham, „jeg husker, at han engang i min Skoletid udbredte sig for os om, hvor naturligt det var, at Middelhavslandene vare bievne Kulturens Vugge; han besad, naar han kom i Aande, en uovertræffelig Gave til i et naturligt og egent Sprog, som vil blive alle os, der have kendt ham og elsket ham, uforglemmeligt, at give en Skildring, og hans Oversættelser fra Græsk for os i Skolen (særlig, forekommer det i alt Fald mig, af Lu-kian) staa saa indgroede i min Hukommelse med alle deres ejendommelige pioske Vendinger og træffende Ud-