Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

470 TO MINDBTEGNINGEE. tryk, at jeg intet bedre kender. Selv vore første nu levende Oversættere føre paa langt nær ikke et saa ejendommeligt og udmærket Sprog, som Pio gjorde, naar han talte; hans Skriftsprog var et andet,“ — noget tungt og farveløst, voksende i Liv, hvor Æmnet nærmede sig det personlig oplevede, og rigtig individuelt egentlig kun i Breve, hvor han kunde give sig hen til øjeblikkets Stemning, ved Tid og Leilighed f. Eks. sende en braaddet Pil ud mod noget, der havde vakt hans Indignation. „I sine Breve“, skriver en Mand, der væsentlig kendte ham derigennem, „havde han en venlig og hyggelig Maade at skrive paa, som gjorde Indtryk af ikke blot at være et Udtryk for den fine Mands belevne Væsen, men virkelig at komme fra Hjærtet. Hans sidste Brev har jeg endnu liggende ubesvaret, og jeg finder ogsaa her Træk af en aaben og elskværdig Indgaaen baade paa hans egne og mine Anliggender.“ Pio havde et fint Blik for Børnenes Sjæleliv. Det var en Egenhed hos ham, der kunde virke bestemmende paa hans Forhold til andre, at han ved det første Syn af en ubekendt fik et Indtryk, enten sympatisk eller antipatisk; i mange Tilfælde forstod han paa den Maade paafaldende skarpsindig at vurdere ved første øjekast en Elev, som meldte sig til Optagelse. Paa naturlige og ufordærvede Individer saa vel som paa dem blandt Eleverne, der af en eller anden Grund stod brødebevidste overfor ham, gjorde hans mærkelig skarpe Blik en egen Virkning, som om han kunde læse deres Tanker, og han besad en fin Kombinationsevne, hvilket ofte kom ham meget til Nytte i den daglige Disciplin paa Skolen. Især kom hans hele Ejendommelighed til Ud-foldning ved den Ros og Dadel, som hver Dag efter