Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

TO MINDETEGNINGER. 471 endt Skoletid fandt Sted i hans Kontor. Den største Gunstbevisning, en Dreng kunde opnaa af ham som Belønning for god Forbedring, var et Stykke hvidt Sukker; han kunde huske alle dem, der havde faaet et saadant, og dem fulgte han senere med særlig Interesse. Sine Lærere anbefalede han stadig stor Mildhed i Behandlingen af Børnene. Der var desuden, vistnok som Følge af hans usikre Helbred, noget ængsteligt i hans Natur, og det store Ansvar med alle de mange Drenge gjorde ham ofte nervøs - forskellige øvelser ved Gymnastikundervisningen turde han saaledes ikke lade udføl e. Fra den tidlige Barndom gjorde han stadige Forsøg paa at faa indpodet Børnene Kærlighed til de værgeløse. Straks da han overtog Skolen, bestemte han at lade 7 Aars Drengene i 1ste Klasse gennem Fortælling faa det vigtigste meddelt om d6 almindelig bøkendtc Dyr> og længe før Dyrebeskyttelsen kom op, var han ivrig foldens Fremme i Skolen. „Vi have her hos os“, siges dei i et af dens Programmer (1879), „altid anset det for overordentlig vigtigt hos Børnene at vække og nære Kærlighed til Dyrene og Medfølelse med disses Lidelser; vi have gennem Undervisningen og gennem den personlige Berøring med Eleverne i og udenfor Skolen stadig arbejdet paa at vække deres Uvilje mod al gi ilsom Sport og enhver tankeløs Mishandling, selv om denne fremkom under Form af en vis Lyst til at tilfredsstille en aandelig Interesse (f. Eks. ved Insektsamling, Fugleredeplyndring o. desl.).“ Han deltog ogsaa i Bestyrelsen af „Foreningen til Dyrenes Beskyttelse“ og har anonymt skrevst meget mod Vivisektionisternc. Af en lignende Følelse for de værgeløse, i Forbindelse med hans Trang til at være med i, hvad der aktuelt stod paa Dagsordenen, udsprang hans Iver for