Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

TO MINDETEGNINGER. 475 nerne befalet Sprog, maa Skolerne vælge det til Begyndelsessprog, da det i de nævnte Henseender volder Barnet mindst Ulempe. Latin har vel efter den Udtale, vi bruge, den ene Betingelse, nemlig ingen Ulejlighed at volde ved Oplæsningen, men vil være forkasteligt saa vel af andre Grund, som ogsaa fordi dette Sprog ved at indtræde saa tidlig i Skolen optager en altfor uforholdsmæssig Tid i Forhold til den Rolle, det i den nyere Tid spiller som Kultursprog, og foranlediger upaa-tvivlelig en endnu større Vilkaarlighed i Valget af det lille Barns fremtidige Bestemmelse og Dannelse.“ Han protesterer mod den latinske Eksamensstil ved første Del af Artium, fordi han, som han siger, „ikke hører til dem, der tillægge den latinske Grammatik nogen eksklusiv Betydning som formalt Dannelsesmiddel“. „Undervisningen i Latin“, fortsætter han, „har for mig kun Betydning, fordi den gennem dertil passende Oldtidsforfattere bringer Ungdommen i umiddelbar Berøring med hin Tids primitive Kultur og saaledes afgiver et fortræffeligt Supplement og Hjælpemiddel for den øvrige Undervisning i politisk og Kultur-Historie“ („V. U.“ 79 S. 127). Tolv Aar efter udtrykker han sig varmere om det tyske Sprog end i sine første Betragtninger; man mærker bag hans Ord den Svingning, der i dette Spørgsmaal historisk havde gjort sig gældende her hjemme i Mellemtiden- „Det vil forhaabentlig nu snart være anerkendt af os alle her hjemme,“ siger han 1881 („V. U.“ S. 132), „at for os Nytten af Tysk er størst ikke alene som særlig skikket ved sin større Formrigdom og Brogethed af syntaktiske Forbindelser til Forklaring af grammatikalske Begreber og Indøvelse af sproglige Formers Brug, men navnlig som det Ver den ssprog, vi have størst praktisk Anvendelse for.“