Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

39 FRA COMENXUSES SAMTID. gennemførte Kirketugt. „Naar jeg har læst i de hel ige Skrifter og baade med Øje og Sjæl flittig søgt at gøre mig Rede for Kirkens sande Skikkelse, saa har jeg ingensteds“, siger Lasitius, som ikke selv hørte til Menigheden, omtrent 1570, „truffet paa nogen Kreds af Menneske], som bedre har udtrykt i deres Liv, hvad der staar i disse Skrifter, eller om dette er for dristigt sagt, bodie har forsøgt og arbejdet paa at virkeliggøre det. Som de tro, saaledes leve de.“ Gejstligheden førte et alvorligt, faderligt Tilsyn med hele Menighedens Liv; dette havde et arbejdsomt, gudeligt og strængt moralsk Præg og var rigt paa puritanske Dyder, der bragte selv de mægtige Adelsmænd til at bøje deres vigtigste Handlinger baade i det private og det offentlige Liv ind under Præsternes Afgørelse. __ Det var den rige Brødreadels foreskrevne Pligt ikke at betragte sig som sine Rigdommes Ejermand, men kun som deres Forvalter, og ikke at undertrykke, men hjælpe dem, den herskede over, og godtgøre dem Arbejdet i dens Tjeneste. Uægte Børn fødtes der aldrig i Menigheden ; ingen hemmelige og blandede Ægteskaber maatte indgaas, ingen Skælden, Trætte eller indbyrdes Fordømmelse finde Sted. Drikkelag paa Kroer vare forbudte saa vel som Kort- og Tærningspil, Dans og Leg med unge Piger. Husfliden blomstrede, Brødrene vævede, indbandt Bøger, drejede, istandsatte Klæder, gjorde Mark-og Havearbejde o. 1., og Præsterne stode i den Retning ikke tilbage for Lægfolkene. Og hver enkelts Flid blev saa meget mere en given Ting, som ingen maatte laane Penge, det maaske kunde knibe for ham at betale tilbage, eller gaa i Borgen for Skyldnere i tvivlsomme Omstændigheder. Ogsaa Utrakvisterne dannede i denne Retning som