Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

42 FRA COMENIUSES SAMTID. Adam til vore Dage er Filosofien overleveret ligesom fra Haand til Haand, før Syndfloden gennem Seth, Enos, Kenan, Mahalabal, lared, Enoch, Methuselah og Noah. Efter Syndfloden er der de hellige, hebraiske Filosoffer: Abraham, Jakob, Josef, Moses, David, Salomon, Daniel osv., og de profane, først de østerlandske (hos Perserne Magerne, hos Babylonierne og Assyrerne Kaldæ-erne, hos Inderne Gymnosofisterne og Brahmanerne, efter manges Mening Efterkommere af Abraham og hans Medhustruer, hos Ægypterne Præsterne og Profeterne, hvis Hoved var Hermes Trismegistus); saa de vesterlandske: Druider og Semnotere hos Kelterne og Gallerne, Digtere, Vismænd, Lovgivere, Filosoffer, Historikere og Talere hos Grækere og Latinere; endelig hele Rækken af de senere, lige til Reformatorerne, blandt hvis Hovedfilosoffer Melanchton, Petrus Ramus, Tycho Brahe og uendelig mange andre maa nævnes. Filosofiens Værd ligger i dens Evne til at lære sine Dyrkere at se med egne øjne og hævde sin aandelige Frihed, men derhos har den sande Filosofi ogsaa den Dyd at gøre én anset og yndet hos de store. En Tanke, som Alsted i Sammenhæng med sin Opfattelse af Forholdet mellem Teologi og Filosofi nærede, var den at føre alle Videnskaber tilbage til Bibelen; ti „det er de hellige Skrifters Fuldkommenhed, at de foruden at kunne vise os Vej til Frelsen ogsaa rumme, hvad der henhører til den højere filosofiske, medicinske og juridiske Videnskabelighed“. Derfor skrev han sit Skrift „de hellige Bøgers Triumf“, der selv efter Samtidens Mening ikke var nogen Triumf for Forfatteren. Af Alsted kunde Comenius for det første lære at lægge sig Studierejsen, Kronen paa Datidens Dannelsesmidler, rigtig paa Hjærte. Han pegede paa Nødvendig-