Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRA COMENIUSES SAMTID. ’4— heden af længe og grundig at overveje Rejsens Formaal og i den Henseende lægge Raad op med klartskuende Venner. Han formanede til ikke at rejse uden i Forvejen at have lagt en Grundvold af solid Dannelse, og ikke at vende hjem, før Rejsens Maal og Frugt vai naaet. Han raadede til Valget af en lærd og ft om Rejsefælle og til Omgang med dem, der paa hvert enkelt Sted udmærkede sig ved sjælden Lærdom. Han betonede Vigtigheden af Flid og aandelig Modtagelighed paa Rejsen og det frugtbringende i overalt at koncentrere sig om, hvad det bestemte Sted særlig havde at yde. Den Tidens Trang til encyklopædisk Viden, der var saa stærkt udpræget hos Alsted, har han sikkert gjort sit til at udvikle hos sine Disciple, og Comeniuses senere „pansofiske“ Arbejder vise, at han ikke mindst har følt sig kaldet til at optage saadamie Tanker. Men ogsaa Comeniuses Trang til at klare sig Undei-visningens rette Form kunde Alsted komme i Møde, og han har ganske sikkert givet sin Discipel Stød fremad i den Retning, hvori han som moden Mand fortsatte sin Vej. Han hævder en videnskabelig Didaktiks Betydning ud fra det Synspunkt, at enhver menneskelig Virksomhed trænger til en Rettesnor, særlig da en saa højt-sigtende Virksomhed som Undervisningen. Ligesom Sømanden ude paa Havet ikke kan holde sin Kuis, hvis han ikke har Stjærnerne til Vejledere; ligesom Bygmesterens Arbejde er spildt, naar han mangler Vinkel-maal og Passer, saaledes gaar det ogsaa, naar nogen vil lære, hvad der staar skrevet i Naturens og Naadens Bøger, uden at kende den rette Maade at lære paa. han vil utvivlsomt blive en af dem, om hvilke Apostlen siger (2 Tim. 3): „De lære altid og kunne aldrig komme til Sandheds Erkendelse. Den blotte Logik kan ikke