Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRA COMENTOSES SAMTID. 49 anbefalet og betroet af Gud den almægtige, jeg er hendes rette Plejefader, og ikke lidet har jeg udstaaet og lidt med hende; aldrig, saa længe jeg lever, agter jeg at forlade hende, jeg kan heller ikke med god Samvittighed tilstede, at hun paa noget Sted i allermindste Maade skulde blive misbrugt eller ilde medhandlet.“ Ja, Ratke betragter sin Metode næsten ligefrem som en Prøvesten for Hjærter og Nyrer; han maaler Menneskenes Værd efter den Anerkendelse, de yde den. Allerede 1614 skriver han saaledes til Grevinde Anna Sophia af Schwarzburg: „Naadige Fyrstinde og Frue, hidtil har min Didactica eller ny Undervisningskunst gjort store Tegn og Undere ved Hove blandt Hoftjenere, saasom Hofraader, Hofpræster, Hofskolemestre; paa Landet blandt Superintendenter, Præster og øvrighedspersoner; paa Universiteter blandt Professorer, Doktorer, Magistre og Studenter; i Stæder blandt Borgmestre, Raadmænd, Præster, Skolarker, Skolemestre, ja endog blandt Borgerne, baade lærde og ulærde. Den har paa vidunderlig Vis bragt mange Hjærters Tanker, Utroskab og Ondskab for Lyset, hvoraf der da ogsaa paa fjendtlig Vis er vakt ikke liden Misgunst og ond Eftertale saa vel mod min Person som mod Undervisningskunsten og dens Tilhængere. Nu begynder min velforhadte og dog højtforønskte Didactica at naa til de fyrstelige Personer for ogsaa at sætte dem paa Prøve.“ øjensynlig har Ratke haft ikke saa lidt i sig baade af en Sværmer og af en Markskriger; hans Sind er den førstes, hans Ord den sidstes. I sine Forhaabninger og Løfter var han lige rundhaandet. Det var endnu i Guldmagerkunstens Dage, hvor man fantastisk beruset troede at kunne finde Lykkens Universalrecept i en alkemistisk Tinktur og for Alvor kunde tro om Ratke, H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger II.