Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

50 FEA COMENIUSES SAMTID. at han førte en i en Cirkelfigur indesluttet spiritus familiaris om med sig, og hvor Sindene derfor ogsaa vare opladte for Troen paa en Universalmetodes Trolddomsmagt; ellers vilde dét være umuligt at forstaa, hvorledes saa overdrevne Løfter som f.Eks. Forsikringen om paa et halvt Aar at kunne give enhver som helst, gammel eller ung, Kvinde eller Barn, fuldkomment Kendskab til et hvilket som helst Sprog, uden at vedkommende havde lært et eneste Ord udenad, kunde sætte alvorlige og omfattende Kræfter i Bevægelse. Og Ratke, der bestandig først aabenbarer sin Metodes dybe Hemmeligheder til sine Medarbejdere, efter at disse ved en højtidelig Forskrivning have forpligtet sig til Tavshed, føler selv sin Stillig som en Guldmagers, der, visere end alle andre, maa vælge sine Adepter med mistroisk Forsigtighed og dog til Løn for sine Velgerninger stadig ser sig - eller i alt Fald tror sig - hadet og pint og hemmelig og aabenlyst efterstræbt paa Liv og Gods og Ære. Comenius lykkedes det f. Eks. ikke at bryde igennem hans Hemmelighedsfuldhed; skønt han i 1629 flere Gange indtrængende skrev til ham for at faa Oplysninger om hans Metode, værdigede han ham intet Svar. Og dog var Ratke ikke uden pædagogiske Fortjenester. Da den svenske Statsmand Axel Oxenstjerna, som fra sin Ungdom havde haft Opmærksomheden henvendt paa Undervisningsvæsenet, kom til Tyskland i Statens Ærende, samtalede han om denne Sag med forskellige lærde, og de nævnede da ogsaa Ratke foi' ham. Oxenstjerna havde nu ingen Ro paa sig, før han gjorde hans Bekendtskab; men i Steden for en mundtlig Forklaring gav den aldrende Pædagog ham et stort Skrift i Kvart at læse. Oxenstjerna slugte det, hvor sejt det end var at faa ned, og hans Dom derover lød paa, at, om