Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRÄ COMENIUSES SAMTID. 51 end «Je Lægemidler, Ratke gav Anvisning paa, ikke syntes at kunne klare Sagen, saa havde han dog ikke ilde afsløret Skolernes Sygdomme. Men ogsaa en alvorlig Gennemførelse af Ratkes positive Forslag vilde i Virkeligheden ikke have været uden store Frugter, og i det væsentlige har Eftertiden, bl. a. Comenius, ogsaa genoptaget dem. Ratio vidt, vetustas cessit var ikke for intet Mottoet paa Ratkes Skrifter. Han hævder stærkt Modersmaalets Ret; det, mente han, Eleverne burde lægge Vind paa, før de gik over til noget fremmed Sprog. Han kræver dernæstModersmaalettil Undervisningssprog; første Gang skal efter hans Mening alt læres ved dets Hjælp. Han ønsker Undervisningen udstrakt til alle Samfundsklasser og begge Køn og meddelt saaledes, at den ikke bliver til nogen Tvangssag, der fremkalder Modstand fra Disciplenes Side. Han lægger endvidere Vægt paa, at de grammatiske Lærebøger i de forskellige Sprog skulle udarbejdes efter samme Grundsætninger og samme Plan, at Reglen om en Ting bliver bygget paa et forudgaaende Kendskab til Tingen selv, og at én Ting bliver lært ad Gangen, saa at Undervisningen saa længe forbliver samlet derom. Saadan var den Mand, hvis Virksomhed gjorde Comenius til Pædagog. Det var Ratkes første Optræden i det store, der var kommen ham for Øje. Da en tysk Rigsdag 1612 var samlet i Frankfurt a. M. i Anledning af Kejser Mathiases Valg og Kroning, forekom Øjeblikket Ratke gunstigt til at slaa et Slag for „Forbedringen af Undervisnings- og Skolevæsenet i det tyske Rige“, og han indgav 7. Maj en Memorial tildet tyske Rige saalydende: „Wolfgangus Ratichius forstaar med guddommelig Hjælp, til Nytte og Lykke for den hele Kristenhed, at give