Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FKA COMENIUSES SAMTID. 57 udkastet Planen til Prinsernes Undervisning; selv underviste han dem i Latin, Historie, Politik og Statsret. Gennem udvalgte Skriftsteder slog han Leveregler fast hos dem og knyttede dertil Sentenser af gamle romerske Digtere, der kunde lære dem at elske Fædrelandet og beundre det skønne i Døden for Fædrelandet. Han søgte at fylde dem med Tanken om Fyrstens høje Kald og med Sans for lovbegrundet Frihed og Ret, navnlig den Frihed, som den nedarvede Rigsforfatning gav de suveræne Smaafyrster ligeoverfor Kejseren. Tapperhed, Mod, Udholdenhed vare Egenskaber, Landets vanskelige Forhold krævede af dets Fyrster, og som Opdragelsen lagde an paa at fremme ved alle Slags ridderlige øvelser, men maaske ogsaa udviklede til en krigersk Hævnfølelse, der fik altfor god Næring i Tidsalderens lovløse Forhold. Enkehertuginden overværede selv tit Undervisningen og lod Børnene aflægge Prøver paa deres Fremgang. Hun forsømte ikke Lejligheden til at levendegøre deres fyrstelige Huses Skæbne for dem, pege paa det tyske Riges forvirrede Tilstand og minde dem om Betydningen af broderligt Sammenhold. En lignende kraftig Moder-ømhed nærede hun for Hertugdømmets Skolevæsen. Det var dengang saa slet som muligt; Tusender af Børn, siger en samtidig, løb om baade i Byerne og paa Landet og kunde hverken læse eller skrive, og de, som gik i Skole, lærte saa godt som intet. Undervisningens Unaturlighed og pedantiske Strænghed gjorde væsentlige Frugter af den umulige; selv de unge Prinser lede under de samme Mangler ved den. I disse Forhold vilde den kraftige og opvakte Fyrstinde selv gribe ind. Hun understøttede Lærere og Disciple, lod f. Eks. uddele Penge og Brød til fattige Skolebørn i Weimar og testamente-