Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

 FRA COMENIUSES SAMTID. Et halvt Aarhundrede igennem havde Jungius udfoldet en umaadelig Flid paa de forskelligste af Granskningens Omraader. Han havde f. Eks. givet sig af med Logik, Matematik, Naturvidenskab, Medicin, Sprogvidenskab og Harmonilære. Men med sine strænge Fordringer til den videnskabelige Fremstilling var han. sjælden naaet saa vidt, at han følte sig kaldet til at lade Resultaterne af sine Undersøgelser se Dagens Lys i udarbejdede litterære Arbejder. Hvad han under sin Læsning eller sine Iagttagelser af en Ting fandt mærkværdigt i en eller anden Retning, skrev han op paa et Blad for sig under en passende Overskrift, samlede efterhaanden saadanne beslægtede Smaastykker i et Hæfte med fælles Titel og bandt senere disse Hæfter sammen til hele Pakker, af hvilke der efter hans Død fandtes 360. Største Delen af sin efterladte Formue satte han ud som Stipendier for unge Videnskabsmænd, bl. a. for at disse efterhaanden skulde ordne og redigere hans efterladte Manuskripter. Men kun en ringe Del deraf blev udgivet; det meste og værdifuldeste gik ved en Ildebrand 1691 op i Luer. Matematikken var den aandelige Magt, som havde forløst Jungius fra den skolastiske Filosofi, hvori han var opdragen, og allerede 1609 var han, kun 22 Aar gammel, bleven Professor deri ved det nyoprettede Universitet i Giessen. Da han en Snes Aar efter blev Rektor for et Gymnasium og dermed slog ind paa sit Livs Hovedvirksomhed, valgte han Matematikkens pædagogiske Betydning til Tekst for sin Tiltrædelsestale. „Hvem der, takket være hans gode Stjærne,“ siger han deri, „vender sin Forstand, mens den endnu er frisk, cl. v. s. endnu ikke er forud' indtaget af dogmatiske Meninger, til den rene Matematik og navnlig til dens