Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FEA. COMENIÜSES SAMTID. 65 ejendommelige Fremstillingsmaade, han vil legende faa lært hine ganske vist ringe Elementer, men dog Elementer til store Ting, enten apodiktisk, hvis han er mere skarpsindig, eller empirisk, hvis han er mere sløv af Natur, og. derved blive stadig bedre skikket til, ved en dygtig Lærers Haand, at gøre sig Forstandens Væsen klart, for saa vidt som man aldrig skrider grundig og sikkert frem, medmindre det sker langsomt og trinvis, fra det smaa til det store, fra det lettere til det vanskeligere, fra det simple til det sammensatte, endelig fra talbegrænsede Udgangspunkter,, gennem talbegrænsede Mellembegreber, til talbegrænsede Endemaal. Og deraf høste Disciplene den betydningsfulde Frugt, at de, naar de komme i Lav med andre Videnskaber af højere Rang, ofte se tilbage til den geometriske Undervisning som til et Mønster, at.de saa meget som muligt søge atnaa dens tydelige Klarhed og grundige Vished, forstaa at adskille sandsynlige Bevisførelser fra apodiktiske og at danne Læresætninger i videnskabelig Orden ved at aflede de senere af de tidligere.“ Fra et saadant eksakt Standpunkt maatte Jungius nødvendigvis vende sig kritisk mod Skolastikerne, som han med bidende Ironi kalder Folk, der se fornemt og fortrædelig ned paa slige Bagateller som Punkter, Linjer, Vinkler, Paralleler, Centra o. s. v., efter at deres Forstand først er bleven fyldt med saa ophøjede Genstande som quinta coeli essentiel, mederia sublunctrium ceterna, intelligentiæ orbium matrices, occultæ qualitates o. 1. En Mand, der i Matematikken væsentlig saa’ en Skole for Tænkningen, maatte have en naturlig Respekt for Logikken som Videnskab, og det eneste støire videnskabelige Arbejde af Jungius, der udkom i hans levende Live, var ogsaa en Logik, hans Rektorvirksom- H. Trier: Pædagogiske Afhandlinger II.