Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

66 FRA COMENIUSES SAMTID. hed affødte. „Logikken“, siger han, „spreder i høj Grad vor Aands Taage, skærper Dømmekraften, leder os til Indsigt i det sande ved ligesom at lyse for os med sin Fakkel og løfter endelig den bedste Del af os, Fornuften og Erkendelsesevnen (intelligentia), til Fuldkommenhedens højeste Tinde.“ Hans Bog har ogsaa ført den videnskabelige Logik videre end hans Samtids øvrige Lærebøger deri, f. Eks. hvad Læren om Begreber, Domme og Slutninger og navnlig hvad Metodelæren angaar. Da den var udkommen, omtalte bl. a. Comenius den, med Beundring og saa’ i den som i Bacons Organon et af Redskaberne til Virkeliggørelsen af sine store „pansofiske“ Fremtidstanker. Man kan i Virkeligheden være fristet til som Comenius at nævne Bacon og Jungius i samme Aandedræt; der er noget beslægtet i den Stilling, hver af dem indtager i sit Fædrelands Aandsliv. Ligeoverfor den klassiske Oldtid er det Jungiuses Mening, „at det snarere er os, der bør være de gamle; dem, som har levet i forrige Tider, er det jo, hvis Barndom, om jeg saa maa sige, vi nyde godt af. Vor Videnskab bør sammenlignes med en Flod, dannet baade af de gamles og de nyeres Iagttagelser ligesom af Bække. Hvis vi har modtaget noget fra de gamle i raa, forvirret og tvivlsom Skikkelse, saa er det vor Opgave at forædle, udrede og stadfæste det.“ Han er ikke betagen af Oldtiden, om han end i Grækernes Sprog og Litteratur saa’ et blivende -Udgangspunkt for sand Dannelse og selv var anerkendt af sin Samtid som en dygtig Græker; og det humanistisk oratoriske Dannelsesideal havde tabt sin Glans for ham. Allerede som attenaarig Yngling tager han Afsked med sin