Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRA COMENIUSES SAMTID. Fødebys Gymnasium i en latinsk Tale „imod den oratoriske Kunst og for den sande og sunde Veltalenhed“. De klassiske Frasers Fernis- forsmaaede han og gik selv som Forfatter til den modsatte Yderlighed, saa hans Stil blev tør og glansløs. Aristoteles, der Middelalderen igennem næsten havde været tilbedt som en Kirkefader, men hvis ubetingede Autoritet Franskmanden Petrus Ramus i det sekstende Aarhundrede med saa stor Voldsomhed havde rokket ved, ydede Jungius, som allerede i sin Skoletid havde holdt Forelæsninger over Ramus for sine Kammerater, en sund kritisk Anerkendelse. „Den, der sætter Ari-, stoteleses Autoritet over Fornuften og Erfaringen, følger ikke længer filosofiske Principper,“ siger han. Og det indpræntede han stadig i sine Disciple, at de, der udelukkende filosoferede paa Grundlag af Aristoteleses Ord, snarere vare Filosoffortolkere end selv Filosoffer. Der var en personlig og videnskabelig Frihedstrang, en ligevægtig Mandighed, i Jungius, der gjorde det umuligt for ham at lænkebinde sig under en Autoritet. Ikke for intet havde han henlevet sin Barndoms og første Ungdoms Aar i Lübeck, den fri Hansestad og Hanse-forbundets Hoved; et aldrig svigtende frit Blik paa Livet havde været hans Fødebys Vuggegave til ham. Et omflakkende Ungdomsliv i Videnskabens Tjeneste, saaledes som det var Tidsalderen egent, havde bidraget til at udvikle hans Uafhængighedsfølelse. Før han til Slutning havner i Hamburg for at ligge for Anker der som Skolemand de sidste 28 Aar af sit Liv, havde han i Løbet af 22 Aar først studeret i Rostock og Giessen, saa været Professor i Matematik det sidste Sted, var saa optraadt som Deltager i den ratkeske Skolebevægelse 5"