Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRA COMENIUSES SAMTID. 69 dog lidt imod, for at vi kunne være to), som en Taler en Gang sagde ti] sin Klient, det er Ord, som ganske særlig kunne anvendes paa de offentlige Lærere i Videnskaber og Kunster. Med Sandheden gaar det som med Ildgnisten, der springer frem, naar Flintestene støde sammen. Derfor anser Jungius Disputatser for en vis Indretning, vel at mærke, naar de ikke udelukkende holde sig til almindelige Meninger, som hundrede Gange ere drøvtyggede; og derfor priser han den Skik ved de italienske Universiteter, at hver Professor havde én eller undertiden to saakaldte Konkurrenter, saa de i samme Time læste offentlig over samme Æmne og uden nogen fjendtlig Lidenskab -overfor hinanden ikke blot opstillede forskellige, ofte modsatte Meninger derom i deres Høresale, men ogsaa udbredte dem i deres Skrifter. Det Formaal, han som Skolemand havde for Øje, var, i Overensstemmelse med denne hans Opfattelse, Udviklingen af „filosofisk Frihed“ hos sine Disciple, ikke blot overfor andres, men ogsaa overfor hans egen Autoritet, og Aristotelikerne bebrejdede han den „filosofiske Trældom“, hvori de holdt deres Tilhængere. Man har endnu henved tredive Disputatser, som ere holdte af Disciple ved Hamburgs Gymnasium under Jungiuses Forsæde. I en af disse, som er forsvaret i Maj 1638, hedder det i Indledningen: „Ofte er det af vor udmærkede og navnkundige Hr. Præses indpræntet os, at det ikke har ligget i. hans Plan at stifte nogen ny Sekt i Filosofien eller binde nogen som helst til hans Meninger, men derimod har han arbejdet paa, at hans Tilhørere, seende bort fra al menneskelig Autoritet, kunde vende sig til at søge Sandheden ud fra de to faste Udgangspunkter Fornuft og Erfaring.“