Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

70 FRA. COMENIUSES SAMTID. Til „Naturens store Bog“ henviste han derfor stadig sine Disciple og mente dermed, at de skulde gøre flittige og nøjagtige Iagttagelser. Selv viste han dem Vejen. Allerede i Rostock, hvor han tredive Aar gammel havde begyndt at studere Medicin, havde han paa egen Bekostning anlagt sig en botanisk Have, den Gang en Sjældenhed, og som Rektor grundlagde han en Samling af naturhistoriske Genstande, skrev f. Eks. paa anden Haand til Norge efter Mineralier, og lod sine Disciple samle baade vildtvoksende og dyrkede Planter, hvis Ejendommeligheder han saa i private Forelæsninger forklarede for dem. Derfor har det ogsaa kunnet siges om ham: „Jungenius kan betragtes som den videnskabelige Botaniks Skaber; ti det er ham, man skylder den Terminologi, Linnée senere har bragt til saa høj en Grad af Fuldkommenhed.“ Netop ved sine Naturiagttagelser viser han sig efter Leibnitzes Mening som en ægte Filosof; „thi“, siger' Leibnitz, „Filosofferne sanse tit ikke andet, end hvad ogsaa andre have sanset; men de gøre det med Opmærksomhed, medens de andre gaa skødesløst hen derover. Saaledes har Joachim Jungius i Hamburg som en virkelig Filosof iagttaget overordentlig mange Insektarter, som uden Tvivl mange Mennesker havde set, men som alle før den Tid vare gaaede forbi og 'havde traadt paa; har dernæst samlet dem, ordnet dem, sammenlignet dem og givet dem nye Navne i Kraft af denne Sammenligning“. Goethe fik i Slutningen af sit Liv stor Interesse for Jungius, hvem han — som han senere opdagede, med Urette — havde set nævnet som sin Forgænger i Læren om Planternes Metamorfose. Han efterlod sig en ufuldendt Afhandling om „sin gamle Jungius“. Heri omtaler ogsaa han især dennes Skil-