Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

72 FRA COMENIUSES SAMTID. det overspringer al Erfaring, gives der ikke paa den jungiusske Logiks Enemærker.“ At han har forstaaet at gennemtrænge sine Disciple med sin Aand og udvikle deres Evner, det viser den Anseelse, „Jungianerne“ rundt om ved Universiteterne nød. Fra Wittenberg skriver saaledes Joh. Hoge 1642 til sin gamle Rektor: „Der bliver os en ganske særlig Højagtelse til Del, efter en Maalestok, som just ikke falder i andres Lod. Der bliver næppe holdt noget Privatkollegium, hvor vi ikke blive anmodede om at skrive vort Navn med under og skænke det vor Interesse.“ Og en anden af hans Disciple, Joh. Blom, siger i et Brev til ham fra det følgende Aar, at det var lige saa stor en Berømmelse for én at have nydt den store -Jungiuses Vejledning, som det i gamle Dage var en Anbefaling for Læger at have studeret i Alexandria. Deres Taknemmelighed mod ham og Stolthed over at bære Navn af hans Disciple udtaler sig derfor ogsaa i næsten alle deres Breve til ham. Det havde været, under vanskelige Forhold, at han havde overtaget det dobbelte Embede som Rektor ved Johanneum og ved Gymnasiet i Hamburg. Johanneum var en af Bugenhagen i 1529 stiftet lærd Skole, som hurtig vandt sig en Plads selv i en Mand som Melanch-thons Anerkendelse og næsten et' helt Aarhundrede holdt sig i en blomstrende Tilstand, saa at den f. Eks. endnu i 1603 talte 1100 Elever. Men snart derpaa forfaldt den, og de mere velhavende Borgere sendte deres Børn til andre Byer, navnlig Bremen og Stade. For at raade Bod herpaa besluttedes det 1611 at reformere Johanneum og, skønt under Modstand fra mange Sider, at oprette et Gymnasium, hvis Virksomhed skulde nærme sig til et Universitets og udvikle de unge Men-