Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

76 FRA COMENIUSES SAMTID. ogsaa dette hører til, at han forstaar, hvorledes han mest passende kan foredrage sligt og indplante det i sine Elever. Lige- saa lidt er det nok, at nogen af Naturen har bedre Gave til at undervise og gøre Forskel [unterscheiden] end en anden; thi vel gør Naturen meget; men naar Kunsten kommer til, saa kan Naturen forrette sin Virkning meget sikrere, vissere og fuld-komnere. Derfor er det nødvendigt, at der findes en særlig Kunst, hvorefter enhver, der vil undervise, kan rette sig og styre, for at han ikke skal øve sit Lærer-embed efter det blotte Forgodtbefindende eller Skøn eller ogsaa alene efter sin medfødte Kløgt (discretion), men i Overensstemmelse med Undervisningskunsten, ligesom den, der vil tale ret, har at rette sig efter Talekunsten, den, der vil synge ret, eftet Sangkunsten. Og ihvorvel Fomuftkunsten (Logica) i dette Tilfælde kan nytte meget, saa gaar den dog ikke videre end til at lede og styre Fornuften saa] ed es, at den ikke lette-lig kan fejle i sine Tanker. Naar man skal undervise en anden rigtig godt, saa giver Fornuftkunsten egentlig talt ingen Anvisning dertil og er heller ikke opfunden dertil; men der udkræves en særlig Undervisningskunst dertil, som dog deri er Fornuftkunsten noget lig, at Brugen af begge almindeligvis gaar igennem alle Sprog, Kunster og Videnskaber.“ Det er, som om man hører Jungiuses klare Stemme igennem denne skarpe, logiske Trækken Grænse. For at give deres Ord endnu større Eftertryk udgave Helwig og Jungius Åaret efter, 1614, en „Nachbericht von der newen Lehrkunst Wolfgangi Ratichii“, som de indledede med Luthers i 1524. skrevne varme og alvorsfulde Formaning til Borgmestrene og Raads-herrerne i alle Tysklands Byer om Oprettelsen af kriste-